Anmeldelse: MobLand, sæson 1

For nylig kunne vi se Helen Mirren som en hård, fyrig og ressourcestærk ranchejer i Montana i sæsonafslutningen på Yellowstone-prequel-serien 1923.

I serieskaber Ronan Bennetts (The Day of the Jackal) MobLand har Dame Mirren noget af den samme rolle, som matriarken Maeve / ”The White Queen”, gift med mafia-patriarken Conrad Harrigan (Pierce Brosnan (007). Men i modsætning til forbudstidens Montana er dette nutidens London – hvor Harrigan-familien kontrollerer størstedelen af byens narkotrafik og nu går målrettet efter det voksende fentanylmarked.

Men for at den irske familie kan udvide deres kriminelle imperium, må de først skaffe sig af med deres fjender – og venner …

 

Det hele starter med et gangstermøde mellem Harrigan-familien og de græske og tyrkiske mafiaafdelinger i London, ledet af Harrigans altmuligmand Harry (Tom Hardy, Legend). Det hele ender lige så mislykket som Trumps retningsløse og amatøragtige forsøg på fredsforhandlinger mellem de russiske bastarder og Ukraine. Harrigans rydder hensynsløst deres konkurrenter af vejen, hvorefter Conrad lakonisk konstaterer:

When I think of all the fucking Turkish delight I had to eat..

Så er tonen slået an!

Dysfunktionel familie

Den dysfunktionelle familie har en slående lighed med familien Roy i Succession. Her er der en kynisk patriark i ledtog med hjernen, hans kone, stedbørn og halvsøskende, som alle higer efter fars gunst. Den mest retskafne af børnene er sønnen Kevin (Paddy Considine, House of the Dragon), som er ulykkeligt gift med den ustabile Lara. Sammen har de familiens sorte får, den enfoldige, forkælede og tvangsprægede søn Eddie (en karakter, der har en skræmmende lighed med stedprinsen i den norske kongefamilie).

Til alles store irritation har festaben Eddie en åbenlys tendens til at kvaje sig, og da hans handlinger bringer familien på randen af krig med Londons næstmest magtfulde mafiafamilie, ledet af Richie Stevenson (Geoff Bell), er gode råd en mangelvare – og alle sætter deres lid til, at Harry kan trylle.

Men hvis der er et familiemedlem, som har en urokkelig tro på oprørsprinsen, så er det hans bedstemor, som til stor frustration for sin onkel (taberen Brendan) og sin halvtante (den forsmåede Serephina) slår sine folder omkring ham.

Og derhjemme kæmper Harry for at holde sine arbejdsforpligtelser adskilt fra sin resignerede kone og datter. Det hjælper bestemt ikke, at gentagne forsøg på parterapi ender med, at fruen (Joanne Froggatt) dukker op i ensom majestæt.

At kysse ringen

Harrigans arbejder ud fra et kodeks, som George W. Bush ville bifalde:

Either you’re with us, or against us!

Her er der ikke plads til gråzoner eller nuancer.  Du skal – ubetinget – ”kysse ringen”.

Det er Pierce Brosnans karakter, som historien er centreret omkring, men der er aldrig nogen tvivl om, at Tom Hardy er seriens store stjerne og hovedrolleindehaver. Selvfølgelig er Brosnan langt mere succesfuld som hårdkogt forbryder med en forkærlighed for at slynge bandeordet ”cunt!” efter alle, men det er i virkeligheden Harry, der står for den daglige drift af mafiaimperiet – og det er hans problemer og personlige udfordringer, vi engagerer os i.

Alle problemer er hverken for små eller for store til, at Harry kan løse dem. Uanset om det er hans barnebarns fuck ups, håndtering af ”ubelejlige” lig, afpresning af konkurrenter, mord eller simple chaufførjobs, er hele Harrington-familien altid afhængig af den fornuftige, bundløst loyale Harry. Han er på vagt døgnet rundt og får sjældent mere end et klap på skulderen som tak.

Kernen i historien er hverken særlig original eller udpræget subtil. Vi har set utallige film og serier om kyniske mafiosoer med hang til ekstrem vold, psykopatiske træk og en total mangel på empati. Men det er den dejlige, satiriske dialog og de fremragende skuespillere, der virkelig løfter MobLand. Den hverdagsagtige, lettere absurde pastiche mellem Conrad og hans barndomsven Archie (Alex Jennings) er alene et par timer i lænestolen værd.

Hårdtslående og elegant

I modsætning til en anden mafiaserie, den slappe og uelegante Tulsa King, er den bidende, sydende humor i MobLand langt bedre, mere hårdtslående og skarpere. Vi har næppe nogensinde set en serie, hvor bandeord har en mere fremtrædende plads i ordforrådet, men det fungerer; noget, der passer til Guy Ritchies formsprog (han instruerer de første par afsnit).

Serien viger bestemt ikke tilbage for de mange klichéer om gangsterfamilier og politistyrken er godtroende, men det er ikke selve bandekrigen mellem de to magtfulde mafiafamilier, der holder os engagerede – det er karaktererne og deres personlige problemer (og glæder), som vi skal genkende og udløse en følelsesmæssig reaktion på. Og det er her, MobLand lykkes godt.

Prügelknaben Harry, som gør sit bedste for at bevare freden mellem Harrigan og Stevenson, ved inderst inde godt, at en krig er uundgåelig. Ikke mindst fordi Conrad vil have mere og mere magt (og penge), men også fordi det ene familiemedlem efter det andet kun er ude på at skabe sin egen formue og er fuldstændig ligeglad med familiens bedste interesser. Da Stevensons søn. Tommy, forsvinder ud i (tilsyneladende) den blå luft, ligger blodets tåge allerede tykt i luften.

Dialogen er elegant fræk, satirisk og krydret med skæv britisk humor, og plottet er spændende og tager nogle uventede drejninger. Et sjældent A-hold af skuespillere gør MobLand til noget langt større end en ordinær gennemsnits-thriller, og et iørefaldende musiknummer understreger den gennemgående høje kvalitet i produktionen på alle niveauer.

Denne serie er du nødt til at se! 5 stjerner til Hardy & Co.

Den nordiske streamingpremiere er den 9. juni, hvor det første afsnit udkommer. Sæsonen består af 10 afsnit, hvoraf denne anmeldelse er baseret på de første fem.